Vores politikere fortjener ikke at rejse på monkey class

I Danmark har vi et af verdens mest lige samfund (måske endda det mest lige, hvis vi ser bort fra Nordkorea et øjeblik, hvor alle har lige lidt).

Det er fantastisk. Den sociale mobilitet er stor. Hvis du gerne vil opnå noget i Danmark og arbejde med et givent felt har du også gode muligheder for at opnå dette.

Men vores lighedsmageri har ramt et skadeligt niveau. Det viser sig især i forhold til vores politikere. Senest var det Carl Holst fra Venstre, der måtte stille sig op i fjernsynet og sige undskyld for at han holdte for mange aviser for det offentliges regning.

Tidligere har det været Lars Løkke Rasmussen, der rejste på Business Class fremfor monkey class (hvorfor rejste han som Danmarks statsminister og førstemand i oppositionen ikke på første klasse?) og Lene Espersen, der skulle undskylde for at have taget på ferie. Alle politikere blev tilbudt en iPhone af Folketinget i 2010. Alle medier skrev om det. Men hvis Folketinget vurderer, de har gavn af at alle politikere har samme telefon og derved kan spille sammen (så de også kan spare penge på samlet indkøb af iPhone reservedele) er det da kun godt.

Ud fra kommentarspor på Ekstra-Bladet og Facebook ser det ud som om, danskerne mener de ”ejer” en politiker, hvis de først har stemt på personen. Politikeren skal være dedikeret ud over det sædvanlige og leve på en sten. Får han betalt en ministerbil er vi straks efter ham.

Det må da stoppe.

Danske toppolitikere har en vigtig rolle for samfundet. Fordi at det ikke kan svare sig for den almindelige dansker at købe en dyrere flybillet skal vi ikke forhindre vores politikere i at få den nødvendige søvn på rejsen, så de kan repræsentere Danmarks interesser bedst muligt.

Vi taler tit om i Danmark, hvorfor ’vi ikke har bedre politikere’. Jeg mener grundlæggende, vi har dygtige politikere, men at et større indspil fra erhvervslivet også ville komme Danmark til gode. Flere politikere med erfaring og forståelse for det erhvervsliv, der er en nødvendighed, hvis Danmark som samfund skal fungere.

Måske giver Asger Aamunds gamle forslag om halvt så mange politikere, men til gengæld dobbelte løn til dem der er god mening i sidste ende – det ville hjælpe os med at tiltrække flere af de dygtigste politikere. Dem, der lige nu sidder i private stillinger og skal betale flere millioner kroner om året i form af lavere lønninger for at tage en tørn for fædrelandet. Det er meget at forlange.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *