Kan man eje en idé?

Dette essay er oprindeligt skrevet som en skoleopgave på Sonic College og den tager derfor afsæt i musikindustrien. Mine pointer i artiklen er dog gældende for alle andre områder, hvor problemstillingen omkring intellektuel ejendomsret er relevant. Bonusinfo: jeg er selv udgivende musiker og hverken jurist, filosof eller økonom og dette essay er skrevet på baggrund af mine egne overvejelser omkring dette emne.

Digitaliseringen af musikbranchen – og alle andre mediebrancher, for den sags skyld – har betydet, at grundlæggende spørgsmål, der for længst var blevet lagt I kisten er genopstået fra de døde. Det mest grundlæggende af disse spørgsmål er måske; “hvem ejer musikken og hvor langt rækker dette ejerskab?”. Det er et spørgsmål, der relativt tidligt i internettets civile historie blev diskuteret meget. I år 2000 førte spørgsmålet til, at blandt andre Metallica lagde sag an imod Napster, for ikke at have indhentet tilladelse til at dele Metallicas musik.

Men fildelingen på internettet er ikke stoppet af den grund og diskussionen raser endnu. Senest har hjemmesiden www.thepiratebay.se været genstand for kontroverser og sagsanlæg. Men samtidig har en stor bølge af støtte til hjemmesiden rejst sig – de såkaldte piratpartier.

Der er med baggrund i bl.a. disse hændelser, at jeg vil prøve at anskue problemstillingen fra et så vidt muligt upartisk og ”værdifrit” perspektiv.

Jeg vil i dette essay undersøge hvilke principper der ligger til grund for tanken om intellektuel ejendomsret og dermed grundlaget for ovenstående kontroverser. Derefter vil jeg diskutere, om disse er i strid med principper vi regner for gældende indenfor den ’normale’ ejendomsret. Dette vil jeg gøre med udgangspunkt i tænkte og konkrete eksempler fra musikbranchen. Til sidst vil jeg fremlægge mit eget bud på konklusionens konsekvenser set i et bredere perspektiv.

 

Opklaring af begreber

For at forstå problemstillingen og kunne tage stilling til spørgsmålet om ”intellektuel ejendomsret”, er det nødvendigt, at kigge nærmere på de idéer, der ligger til grund for vores opfattelse af begreberne.

Ophavsret, mærkevarer og patenter hører under den juridiske paraply, der kaldes immaterialret eller intellektuel ejendomsret. Denne ret er en ”forlængelse” af idéen om den ’fysiske’ ejendomsret – altså individets selvbestemmelse over egen krop og frugterne af det arbejde individet udfører med den.

 

Sondringen imellem en idé og en fysisk gode

I den immaterielle ejendomsret er disse principper udbredt fra at handle om det rent fysiske – et hus, en bil osv. til også at indbefatte det immaterielle eller med et andet ord: planer eller idéer. ”Idéer” skal forstås i bred forstand her; en idé kan være opskriften på Coca Cola, teksten til ”Let it Be” eller designet af en lænestol. Altså omfatter idéen ikke selve det fysiske produkt denne eventuelt måtte ende ud i – f.eks. en flaske med læskedrik, en sang på en cd eller en lænestol af træ og stof – men idéen bag disse.

 

Intellektuel ejendomsret i praksis

Vi har som samfund accepteret konceptet om, at man kan eje en idé – i hvert fald er den implementeret i vore love bl.a. igennem patenter, varemærker og ophavsret. Lovgivningen er yderst kompleks og forskellige regler gør sig gældende for forskellige typer idéer. Men overordnet betyder loven i praksis, at jeg ikke må kopiere og sælge et patenteret produkt. Eller med andre ord; jeg må ikke efterligne en idé, som nogen har taget ejerskab over og producere et fysisk produkt på baggrund af den. Og det selvom jeg selv fremstiller produktet og af materialer, der er mine egne.

For at eksemplificere dette og bringe diskussionen i en musikbranchemæssig kontekst, vil jeg kigge på konceptet om ophavsret på en musikalsk komposition, sanglyrik eller lignende. Ifølge gældende dansk lov, er det ulovligt at kopiere eller plagiere ophavsretsholderes komposition og udgive som sin egen. Det er altså med andre ord ulovligt at bruge en idé, der allerede er ’taget’.

 

Kan man eje en idé?

Men spørgsmålet er, om de begrænsninger konceptet om intellektuel ejendomsret og dermed lovgivningen pålægger os overhovedet er rimelige set i forhold til andre herskende principper. Kan man eje en idé?

Lad os sige, at jeg har en idé til en akkordprogression. En dag hører min bofælle Jens mig spille den på guitar igennem væggen. Nu har Jens samme idé. Men jeg har stadig idéen. Altså kan jeg ikke beskylde ham for at stjæle, for det ville betyde, at han kunne fratage mig idéen, så han kunne nyde godt af den og jeg ikke kunne. Tværtimod er idéen nu tilgængelig for dobbelt så mange mennesker – uden at nogen har mistet noget. Her rækker den intellektuelle ejendomsret altså udover den gængse definition af at stjæle – altså at nogen fratages noget. Altså krænkes ingen menneskers ejendomsret ved udbredelsen af idéer. Ligeså lidt som min ejendomsret krænkes af at Jens spiser havregryn om morgenen. Det forhindrer nemlig ikke mig i også at spise havregryn om morgenen.

Man kunne argumentere for, at det jeg ’mister’ ved at Jens også har min idé er et forretningsmæssigt forspring, der ellers ville have betyde øget fremtidig indtjening for mig. Men er man konsekvent og fører dette argument igennem, vil det betyde, at alt hvad Jens gør efter jeg har fået idéen til at gøre det, ville berøve mig mit ’forretningsforspring’ og dermed formindske min potentielt kommende indtjening. En mildest talt frugtesløs spiral. Og det i et eksempel med blot to aktører! Det er ikke svært at forestille sig, hvordan implementeringen af dette ’tabt fortjeneste’-princip ville bremse enhver form for udvikling i et givent samfund.

 

Kan man bestemme over et produkt efter at have solgt det?

For et andet konkret brud på ophavsretten kan man vende blikket imod fildelingstjenester, som for eksempel førnævnte www.thepiratebay.se. Dette site giver brugere mulighed for at dele filer på internettet. Heriblandt materiale der er omfattet af loven om ophavsret. Altså kan jeg gå ud og købe en cd i en butik og derefter dele den med tusinder af mennesker på internettet uden udgiveren af cd’en tjener penge på det. Ifølge gældende dansk lov er dette ulovligt og jeg overtræder kunstneren og udgiverens ophavsret.

Da det til tider kan være lidt abstrakt at tale om ejerskab på internettet, vil jeg prøve at gøre dette eksempel lidt mere ’fysisk’ og derfor også nemmere at tage stilling til. Principperne er stadig helt de samme.

Lad os sige, at jeg køber en bog i den lokale boghandel. Jeg læser bogen færdig og beslutter så at forære den til Jens. Nu behøver Jens ikke at købe bogen og forfatteren og udgiveren af bogen tjener derfor ikke noget. Når Jens er færdig med bogen, forærer han den så til Poul Martin, der efter endt læsning forærer den videre og sådan kan kæden så fortsætte uendeligt. Dette princip er præcis, hvad der gør sig gældende i eksemplet med www.thepiratebay.se. Blot med den gradforskel, at jeg både kan læse bogen og forære den væk på samme tid. Altså i princippet fuldstændigt det samme som med den fysiske bog, blot med et mere effektivt ’foræringssystem’- internettet. Det betyder også, at selvom jeg solgte bogen til Jens og han solgte bogen videre til Poul Martin er princippet fra mit tidligere eksempel stadig gældende: på intet tidspunkt krænkes nogen af parternes ejendomsret. Intet bliver stjålet eller ødelagt. Omvendt kunne man argumentere for, at min ejendomsret krænkes, hvis udgiveren af bogen forsøger, at forhindrer mig i at gøre med min ejendom – bogen – hvad jeg vil. De fleste mennesker ville heller ikke acceptere hvis de, efter at have betalt for maden i supermarkedet, fik at vide, at de ikke måtte servere den for andre. Også her er der altså forskel på, hvad vi opfatter som ejendom i den ’fysiske’ og ’digitale’ verden.

 

Sammenfattende og videre perspektiver

Slutteligt kan man konkludere, at konceptet om intellektuel ejendomsret er i modstrid med nogle af de principper, der er gældende for ’normal’ ejendomsret og vores generelle ’hverdagsopfattelse’ af, hvad det vil sige at stjæle eller at eje noget. For eksempel, at man kan ’stjæle’ uden at nogen mister noget. Derudover, at man, efter at have solgt et produkt, stadig kan diktere, hvad køberen må og ikke må gøre med det. At vi accepterer én ting, når det handler om indkøb i supermarkedet og en anden, når det drejer sig om f.eks. musikindkøb på nettet kan måske betyde, at der er større forståelse for princippet om ejendomsret i det fysiske domæne, end i det digitale. Hvis man gennemførte princippet om ejendomsret, som vi kender det fra den ’fysiske’ verden, ville dette altså i praksis betyde en ophævelse af den intellektuelle ejendomsret.

Men hvad ville ophævelsen af den intellektuelle ejendomsret betyde for musikbranchen generelt? Det er svært at gisne om, men i første omgang vil der nok forsvinde en masse penge ud af markedet. Dette vil sikkert også være lig færre distributører, pladeselskaber og andre ”mellemmænd”. Så, som ved enhver anden boble der springes, vil det i en periode betyde nedgang for branchen. Men ud af dette vakuum kan vokse et ”ægte” musikmarked, der i langt højere grad drives af kunstnerne og køberne selv. Et musikmarked med ’fri konkurrence’ – også på idéer. Det er en decentralisering, der vil resultere i en eksplosion af opfindsomhed, både musikalsk og forretningsmæssigt. Dermed vil der også være masser af penge at tjene, men denne gang på musikerne og musikkøbernes præmisser – ikke som nu, på de selskabers præmisser, der har den største hær af advokater ansat. Branchen ville give plads til et langt bredere spektrum af musik, fordi mellemmændene, og de kreative stopklodser de kan være, ville være færre. Ligesom med andre markeder der fritstilles, ville kvaliteten stige, diversiteten øges og priserne falde. Alt sammen til gavn for de mennesker, der i sidste ende betaler musikbranchens løn, nemlig køberne.

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Sasa Kovacevic

Sasa Kovacevic is an official CFF author and founding member.

You may also like...

9 Responses

  1. Holger Lagerfeldt says:

    Kære Asger Lindqvist.

    Du bruger som eksempel en akkordprogression, men en akkordprogression kan ikke gøres til genstand for ophavsret. Din akkordprogression vil ikke forhindre en anden I at benytte præcis den samme rundgang. Noget lignende gør sig gældende med andre former for patenter: idéen må ikke være for bredt formuleret, men derimod skal den være så specifik og unik som mulig. For at komme videre med diskussionen er vi derfor nødt til at tage udgangspunkt I en egentlig komposition I form af f.eks. tekst og melodi, som derimod vil kunne opnå værkstatus og dermed ophavsretslig beskyttelse.

    Efterfølgende argumenterer du for, at ophavsret til et værk vil skabe en "frugtesløs spiral", the det vil forhindre andre I at udnytte idéen. Men et værk, som er udgivet og anmeldt til en ophavsrettighedsorganisation som f.eks. KODA, vil uden yderligere tilladelse kunne genindspilles og udgives af en anden. Andre er således ikke forhindret I at benytte sig af din idé. Du har dog førsteudgivelsesretten og krav på en afgift, men genindspilleren må beholde resten af pengen fra salget af f.eks. CD'en. Så hverken eksemplet med akkordprogressionen eller det beskyttede værk kan bruges til at argumentere mod copyright I denne sammenhæng.

    I det næste afsnit om hvorvidt man kan kontrollere hvad there sker med et værk efter salget, så sammenligner du en bog med f.eks. en digital fil. Man kan dog ikke direkte sammenligne de to ting, the there I bogens tilfælde er tale om ét lovligt fremstillet eksemplar, there deles videre. Med en fil er there tale om masseduplikering og dermed eksemplarfremstilling, som man I følge loven har eneret på som ophavsretsindehaver. Denne ret er man sikret for at andre ikke kan enten tjene penge på dit manifesterede værk eller for at sikre at ens indtjening på et udviklet og markedsført produkt ikke udvandes.

    Når du derfor I indlæggets slutning argumentere for at det faktisk kan lade sig gøre at stjæle uden at nogen mister noget, så er det kun sjældent tilfældet I praksis. Det skyldes, at et udviklet produkt, det værende sig en musikplade, et stykke software eller en film, koster mange penge at lave, at distribuere og at markedesføre. Alt sammen omkostninger, som skal indvindes før produktet bliver profitabelt og pengene kan geninvesteres I nye kreative produkter. Ved at masseduplikere og forære et ophavsretsligt beskyttet værk væk, så fratager man altså samtidig indtjeningen for ophavsmanden. Piratkopiering er derfor ikke en forbrydelse uden offer, men en krænkelse, som har reelle ramifikationer for den, som er udsat for krænkelsen.

    Til tider argumentere piratkopister for, at denne mistede indtjening ikke er reel mistet indtjening. Piratkopisternes argument lyder, at en piratkopist som ikke har råd til et værk og derfor kopiere det, heller ikke ville have købt værket til at begynde med. Ophavsmanden har således ikke mistet reel indtjening. Dette argument virker på overfladen validt, men reelt flyttes tabet blot til en anden ophavsmand I samme branche, the efterspørgslen på lignende produkter stadig eksisterer. Så hvor det før var en specifik ophavsmand there mistede indtjening er det nu samlet set en hel branche, there mister indtjening.

    En udvanding af ophavsretten vil derfor ikke føre til en eksplosion af kreativitet og flere kvalitetsprodukter, men derimod til endnu en forringelse af de økonomiske vilkår for folk som lever af idéer og kreativitet.

    For at beskytte friheden til at skabe og leve af kreativitet, så må there altså være visse spilleregler for hvordan friheden skal håndteres. Piratkopiering er ikke liberalisme, men anarkisme.

    med venlig hilsen.

    Holger Lagerfeldt

  2. Holger Lagerfeldt says:

    Kære Asger Lindqvist

    Du bruger som eksempel en akkordprogression, men en akkordprogression kan ikke gøres til genstand for ophavsret. Din akkordprogression vil ikke forhindre en anden i at benytte præcis den samme rundgang. Noget lignende gør sig gældende med andre former for patenter: idéen må ikke være for bredt formuleret, men derimod skal den være så specifik og unik som mulig. For at komme videre med diskussionen er vi derfor nødt til at tage udgangspunkt i en egentlig komposition i form af f.eks. tekst og melodi, som derimod vil kunne opnå værkstatus og dermed ophavsretslig beskyttelse.

    Efterfølgende argumenterer du for, at ophavsret til et værk vil skabe en “frugtesløs spiral”, da det vil forhindre andre i at udnytte idéen. Men et værk, som er udgivet og anmeldt til en ophavsrettighedsorganisation som f.eks. KODA, vil uden yderligere tilladelse kunne genindspilles og udgives af en anden. Andre er således ikke forhindret i at benytte sig af din idé. Du har dog førsteudgivelsesretten og krav på en afgift, men genindspilleren må beholde resten af pengen fra salget af f.eks. CD’en. Så hverken eksemplet med akkordprogressionen eller det beskyttede værk kan bruges til at argumentere mod copyright i denne sammenhæng.

    I det næste afsnit om hvorvidt man kan kontrollere hvad der sker med et værk efter salget, så sammenligner du en bog med f.eks. en digital fil. Man kan dog ikke direkte sammenligne de to ting, da der i bogens tilfælde er tale om ét lovligt fremstillet eksemplar, der deles videre. Med en fil er der tale om masseduplikering og dermed eksemplarfremstilling, som man i følge loven har eneret på som ophavsretsindehaver. Denne ret er man sikret for at andre ikke kan enten tjene penge på dit manifesterede værk eller for at sikre at ens indtjening på et udviklet og markedsført produkt ikke udvandes.

    Når du derfor i indlæggets slutning argumentere for at det faktisk kan lade sig gøre at stjæle uden at nogen mister noget, så er det kun sjældent tilfældet i praksis. Det skyldes, at et udviklet produkt, det værende sig en musikplade, et stykke software eller en film, koster mange penge at lave, at distribuere og at markedesføre. Alt sammen omkostninger, som skal indvindes før produktet bliver profitabelt og pengene kan geninvesteres i nye kreative produkter. Ved at masseduplikere og forære et ophavsretsligt beskyttet værk væk, så fratager man altså samtidig indtjeningen for ophavsmanden. Piratkopiering er derfor ikke en forbrydelse uden offer, men en krænkelse, som har reelle ramifikationer for den, som er udsat for krænkelsen.

    Til tider argumentere piratkopister for, at denne mistede indtjening ikke er reel mistet indtjening. Piratkopisternes argument lyder, at en piratkopist som ikke har råd til et værk og derfor kopiere det, heller ikke ville have købt værket til at begynde med. Ophavsmanden har således ikke mistet reel indtjening. Dette argument virker på overfladen validt, men reelt flyttes tabet blot til en anden ophavsmand i samme branche, da efterspørgslen på lignende produkter stadig eksisterer. Så hvor det før var en specifik ophavsmand der mistede indtjening er det nu samlet set en hel branche, der mister indtjening.

    En udvanding af ophavsretten vil derfor ikke føre til en eksplosion af kreativitet og flere kvalitetsprodukter, men derimod til endnu en forringelse af de økonomiske vilkår for folk som lever af idéer og kreativitet.

    For at beskytte friheden til at skabe og leve af kreativitet, så må der altså være visse spilleregler for hvordan friheden skal håndteres. Piratkopiering er ikke liberalisme, men anarkisme.

    med venlig hilsen

    Holger Lagerfeldt

  3. Asger Lindqvist says:

    Hej Holger. Tak for dit udførlige svar.

    Dette er mit bud på et svar. Om ikke andet så foreløbigt. Hvis du føler, at jeg har hoppet over nogle pointer, må du endelig spørge igen.

    Indrømmet. Artiklen mangler præcision og uddybning i forbindelse med den specifikke lovgivning på de specifikke områder. Men idéen med at skære over én kam var netop at nå frem til den grundlæggende overvejelse uden at blive fanget i endeløse juridiske teknikaliteter – nemlig: “Er det overhovedet rimeligt, at man kan tage ejerskab over en idé – UANSET hvor specifik eller ikke specifik denne er?” Jeg overvejer altså grundlaget for hele den mere ‘juridisk tekniske’ diskussion man også kunne tage. Den ved jeg dog overhovedet ikke nok om området til at kunne. Derudover er det for mig heller ikke rigtig interessant. Mit grundlag for at skrive artiklen er nemlig ønsket om at tage den principielle diskussion op.

    I mine øjne handler det meste af dit svar primært om, hvad der nu er lovligt, og hvad der regnes og ikke regnes for brud på ophavsretten. Dette er sådan set at fjerne diskussionen fra dens ’fundament’, om hvorvidt det er rimeligt, at der overhovedet findes intellektuel ejendomsret.

    I dit tredje afsnit, argumenterer du for, at en bog og en fil ikke kan sammenlignes. Det er jeg uenig i. Om det er en bog eller en fil, er det stadig en vare, der frivilligt handles imellem to individer. Derfor er det i mine øjne ikke legitimt for en tredjepart (lovgivningen) at pådutte disse to individer nogle bestemte ”vilkår” (læs: for denne handel. Disse specielle vilkår er der dog intet til hinder for, at de selv aftaler og nedfælder i en kontrakt.
    Hvad angår argumentet for tilstedeværelsen af disse love (tabt fortjeneste osv.), som du kommer ind på i samme afsnit, synes jeg, at jeg berører i artiklen. Bl.a. her;

    ” Man kunne argumentere for, at det jeg ’mister’ ved at Jens også har min idé er et forretningsmæssigt forspring, der ellers ville have betyde øget fremtidig indtjening for mig. Men er man konsekvent og fører dette argument igennem, vil det betyde, at alt hvad Jens gør efter jeg har fået idéen til at gøre det, ville berøve mig mit ’forretningsforspring’ og dermed formindske min potentielt kommende indtjening. En mildest talt frugtesløs spiral. Og det i et eksempel med blot to aktører! Det er ikke svært at forestille sig, hvordan implementeringen af dette ’tabt fortjeneste’-princip ville bremse enhver form for udvikling i et givent samfund.”

    Min pointe er her, at man ikke kan definere en logisk grænse for, hvad der kan omfattes af ophavsret af den ene eller den anden art. Og siden jeg med artiklen søger at være principielt konsekvent i alle spørgsmål, må dette da nødvendigvis lede til, alle idéer kan ejes og ikke blot nogle. Eller alternativet – at ingen idéer kan ejes.

    Til sidst i dit svar kommer du ind på, at du mener, at de der lever af kreativitet skal beskyttes. Og det er måske netop kilden til vores uenighed ligger. Det er jeg nemlig lodret uenig. Ingen har ’ret’ til beskyttelse på det frie marked – da denne beskyttelse pr. definition vil betyde krænkelser for andres ejendomsret. På markedet beskytter køberne nemlig den, der leverer den højeste kvalitet til de billigste penge.

  4. Holger Lagerfeldt says:

    Problemet ved din artikel er, at den ikke omhandler en generel teoretisk diskussion om ophavsret, selvom du nu siger at du egentlig gerne ville diskutere denne i stedet. I din artikel tager du tværtimod udgangspunkt i konkrete eksempler – som alle falder til jorden.

    Men det er kun sundt, at du tager udgangspunkt i konkrete eksempler, for verden fungerer ikke på det abstrakte plan. Uanset hvor (u)sympatisk tanken er, så fungerer kommunismen måske i teorien, men i praksis er mennesket ikke bygget til at alle skal være lige. For at forstå hvad en ophævelse af ophavsretten vil medføre, så er det tværtimod nødvendigt at kigge på de reelle konsekvenser i samfundet.

    “Det selvregulerende frie markede” er en myte, og især hvad angår immaterielle rettigheder fordi man kun endnu sværere kan forhindre tyveri, modsat fysiske produkter. Derudover vil en ophævelse af immaterielle rettigheder føre til et kollaps af innovation på det kommercielle plan, da kun få vil ønske at investere i udvikling hvis udbyttet ikke kan beskyttes.

    Du kan ikke formulere en simpel logisk afgræsning for hvad ophavsretten omfatter. Det skyldes at ophavsret primært reguleres af praktiske forhold, dvs. at loven er lavet for at tilgodese behovet for investeringsincitament, hvilket er et af de grundlæggende elementer i kapitalismen. Netop derfor indførte England og senere George Washington copyrightkonceptet helt tilbage i 1790.

  5. Asger Lindqvist says:

    Hej Holger.

    Ha! Vi åbner jo op for en diskussion af mægtige proportioner her. For det handler jo i bund og grund om, om markedet og dermed mennesker skal reguleres af love eller ej. Og der er vi tilsyneladende uenige.
    Jeg mener, helt i tråd med de klassiske liberalister, at en enhver har ret til at gøre med sin egen krop og ejendom som han vil – så længe han ikke forhindrer andre i at gøre det samme. Definitionen af ejendom er en længere snak, men i denne sammenhæng gælder, at noget man frivilligt har handlet sig til (cd’er, filer, bøger, huse osv.) er at regne for ens ejendom. Derfor er det i mine øjne ikke legitimt for en tredjepart (staten, andre individer) at blande sig i dette. Men som sagt, kan parterne i en handel jo sagtens vælge at indgå ophavsretslignende aftaler. Mon ikke sælger og køber i den enkelte handel har et bedre bud på de rette vilkår for deres handel end en fjern tredjepart? Hvis én af parterne er tilfredse, kan denne jo blot undlade at indgå handlen.

    Det er jo som sagt et kæmpe emne, men dette tror jeg overordnet ridser min holdning og dermed forhåbentlig også svarene på din kritik op.

    – Asger

  6. Holger Lagerfeldt says:

    Citat: “Jeg mener, helt i tråd med de klassiske liberalister, at en enhver har ret til at gøre med sin egen krop og ejendom som han vil – så længe han ikke forhindrer andre i at gøre det samme.”

    Når du sælger min ejendom, så forhindrer du også mig at gøre det samme.

    Quod erat demonstrandum.

  7. Asger Lindqvist says:

    Jeg sælger ikke DIN ejendom, når du har har solgt mig den. Så sælger jeg MIN ejendom.

    Hvis du vil forhindre mig i det, er du overtræderen af dette princip.

  8. Holger Lagerfeldt says:

    Du erhverver kun retten til dit ene eksemplar. Du erhverver ikke retten til at eksemplarfremstille (digital kopiering) og videresælge (kommerciel piratkopiering) eller forære flere eksemplarer væk (ulovlig fildeling).

    Dette vil medføre et økonomisk tab for mig og er hele princippet i hvorfor vi har ophavsret. Ophavsretten er lavet for at sikre mig mod at du kopierer mit produkt og underminere min indtægt for den udviklings, markedsføring og distributionsudgift jeg har haft i forbindelse med produktet.

    Dette vil underminerer investeringsincitamentet i samfundet og så er vi tilbage ved min ovenstående forklaring i tidligere indlæg. Du kører derfor i ring.

  9. Lars says:

    Efter mange overvejelser omkring dette interessante område er jeg nået til den konklusion at alle love omkring IP, copyright, ophavsret osv burde afskaffes.

    Jeg arbejder selv i et firma der har patenter og det er tydeligt for mig at patentlovene begrænser innovation bl.a fordi de mest bruges af store virksomheder til at holde konkurrenter ude. Samtidig beskyttes mindre virksomheder og privatpersoner reelt ikke af deres patenter fordi de blandt andet ikke har nogen reel mulig for at forsvare dem mod større virksomheder, der har større muskler.

    Patenter er også en stor ulempe for virksomheder fordi de bliver tvunget til at lægge deres hemmeligheder offentligt frem for at undgå at en anden virksomhed patenterer idéen før dem. På denne måde virker patentlovene som en slags ekstra skat på at drive virksomhed. Alt i alt begrænser patentlovene innovation, bl.a. af ovenstående årsager.

    Ud fra en mere principiel betragtning er patentlovene og andre lignende former for “beskyttelse” også uretfærdige og umoralske. Et godt eksempel er hvis person X får en idé helt “af sig selv”, men fordi person Y i en anden del af verden allerede har patenteret idéen kan X ikke få glæde af sin egen opfindelse. Disse love er således meget uretfærdige overfor alle dem der ikke kom først med et patent, hvem beskytter dem? Det klasiske eksempel er hjulet. Tænk hvis det var blevet patenteret, skulle det så betyde at ingen kunne bruge hjul uden at betale til ham der patenterede det?

    Der er også det mere filosofiske spørgsmål omkring hvem der fik idéen. Er enhver idé ikke baseret på en række forudgående idéer? Og betyder det så at ingen reelt kan gøre krav på en idé uden at overtræde andres “rettigheder” til tidligere idéer?

    Det sværeste spørgsmål er nok omkring copyright til f.eks en forfatter der skriver en bog eller en musiker der laver en ny sang. Her er vi vant til at tænke at det naturligvis skal kunne beskyttes. Spørgsmålet er hvor galt det ville være hvis man helt fjernede disse love. Ville forfattere stoppe med at skrive og musikere stoppe med at lave musik? I praksis er det nok sådan at langt de fleste forfattere og musikere nok ikke ville tjene mindre end den smule de tjener i dag og det mest ville gå ud over de store pladeselskaber og bogforlag. Det er min overbevisning at misbruget af disse love til f.eks at indgribe i vores ytringsfrihed ved at vi ikke kan skrive det ene eller det andet på internettet eller man kan få fjernet sine youtube videoer eller få lukket hele websites ned er et større minus end det plus der er ved at beskytte enkelte personer.

    Disse love er også unaturlige. Det er naturligt for mennesker at kopiere hinanden og derved lære af hinanden. Hvorfor skulle man i et frit samfund forhindre nogen i at bruge al offentlig tilgængelig viden til at forbedre alt hvad man kan? Ønsker vi ikke at forbedre så meget som muligt? Uden disse love ville innovationen eksplodere. Samtidig er det jo helt frit at vælge at holde sine ting hemmeligt hvis man foretrækker det. Der skal naturligvis heller ikke være nogen love der tvinger nogen til at lægge sine hemmeligheder frem, så hvis man ser en fordel i at holde det for sig selv eller kun vil sælge til dem som frivilligt skriver under på ens betingelser så er det også helt ok. Uden disse love ville det være langt nemmere at holde sine ting hemmelge fordi man ikke skulle bekymre sig om at en anden patenterede det man selv vidste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *