Jeg har netop læst et læserbrev, på RadikaleNet, som jeg bliver nødt til at dele.
For at opsummere situationen, skriver denne her person ind og forklarer hvordan han/hun er kommet I tvivl om hvorledes det er rigtigt eller forkert at staten ikke beskytter svage borgere mod onde, onde banker og der bruger deres frie ret til at reklamere med deres forfærdelige forbrugslån overfor de førnævnte svage borgere.
Personen bag blogindlægget er på den ene side tilhænger af frihed for individet, men på den anden side kan han/hun også godt se problemet i at bankerne driver ”rovdrift” på folk der ikke selv har nok indsigt til at vide at de ikke burde tage imod disse forbrugslån med høje renter. Heldigvis findes der hjemmesider som http://www.xcse.dk/, der hjælper med at finde hoved og hale i de forskellige muligheder.
Problemet er bare:
Denne førnævnte frihed for individet er ikke til at gradbøje, (så længe man ikke gør andre for træd). Man kan ikke sige – på den ene side – på den anden side. Sådan er det bare ikke med personlig frihed. Dette er en absolut ting, og det må man lære at respektere, også selvom man er radikal.
Og hvorfor kan man så ikke gradbøje dette tænker du nok?
Det kan man ikke fordi det åbner op for en rutsjebane, hvor staten skal bestemme, for hvem ellers, hvornår det er korrekt at gå ind og begrænse den enkelte individs frihed. Dette ser man i høj grad ske i hverdagen med fedtskat, sukkerskat etc. Hvor den bedrevidende stat hjælper den typisk fattige, dårligt uddannede, usunde danske borger.
Tanken er jo god nok.
Staten vil gerne give en hjælpende hånd med, da den har oceaner af veluddannede akademikere til at regne på hvad der er sundt og hvad der ikke er sundt. Problemet opstår bare når staten og dine præferencer ikke længere stemmer over ens. I sådan et tilfælde vil staten optræde som en slags tyran, som dikterer hvad du skal og hvad du ikke skal.
Dette er noget de Radikale har haft notorisk svært ved at forstå, hvilket det førnævnte radikale blogindlæg meget tydeligt illustrerer.
