Center for frihed møder Ron Paul

I sommeren 2012 begav Jonathan Lindqvist, Jens Moss og undertegnede os ud på en 45 dage lang køretur rundt i USA. Blandt mange andre store oplevelser står et stop i Washington D.C. stærkt i min hukommelse. Her følger en beretning om et mindeværdigt møde med en mand, hvis ord og handlinger har inspireret mig selv og mange andre.

Vi var på vej mod syd fra Boston, da foreslaget faldt: “Skal vi ikke køre til Washington D.C.? – bare for sjov!” Vi havde talt kortvarigt om, at det eneste der ville kunne hamle op med PorcFest i New Hampshire ville være at møde Ron Paul. Så vi vidste udemærket hvad spørgsmålet implicerede. Der var spredt latter i bilen ved tanken om at troppe op på hans kontor fuldstændigt uforberedte i vores turistmondering. Bilen fyldtes kortvarigt af en eftertænksom stilhed. Men der var ingen tvivl. Vi drejede fra i95 og forsøgte at håbe uden at forvente.

Efter en nat på et stort, tomt hotel i udkanten af Washington D.C. begav vi os mod Capitol Hill i den stegende varme. Vi parkerede nonchalant bilen blandt store mørke biler på government plates og begav os op imod trapperne til regeringskatedralen. Vi havde absolut ingen idé om, hvordan vi skulle bære os ad med denne tilsyneladende umulige “mission”. Ron Paul førte endnu valgkamp og sandsynligheden for, at han overhovedet var i byen var minimal. Men vi havde aftalt, at vi ville gøre ét helhjertet forsøg, så vi forsøgte at glemme vores odds.

På en sti foran kongressen fik vi øje på en mand med et stort flag; “Abolish the draft!” stod der på det. Han fortalte, at han var veteran og var i færd med at gå (gå!!) tværs over USA for at skabe opmærksomhed omkring budskabet. Jesse, som han hedder, var ankommet til Washington D.C. et par dage inden os og havde fået en halv aftale med Ron Pauls folk om at mødes med præsidentkandidaten, der var interesseret i at støtte op om veteranens kampagne. Men Jesse ventede stadig på at høre fra Ron Pauls presseansvarlige. Vi vinkede farvel og ønskede ham al held og lykke.

Ron Paul var altså i byen. Med den information i bagagen henvendte vi os til en vagt på nærmeste hjørne og spurgte troskyldigt: “hvordan bærer man sig ad med at møde et kongresmedlem?”. “Det kan I ikke – der er alt for travlt idag”, svarede han bryskt. Vi kiggede slukøret på hinanden. Vagten fortsatte: “…så skal I i hvert fald henvende Jer i den bygning dér og så bare sige til security, at I har en aftale med et kongresmedlem”. Man kunne ænse et smil under støbejernsansigtet.

På den anden side af en stor boulevard ligger Russel Senate Office Building, der huser senatsmedlemmernes kontorer og stab. Ængstelige gik vi op ad trapperne og ind ad den store dør. “Hej, vi har en aftale med Ron Paul,” sagde vi til uniformerne ved indgangen. Med kameraer om halsen og store rygsække på, må løgnen have været så åbenlys, at vagterne fik medlidenhed med os. For uden at fortrække en mine, bad de os lægge vores tasker i skanneren og gå igennem metaldetektoren. De ønskede os pænt en god dag og pegede i retning af gangen med republikanernes kontorer. Med overrraskelsen boblende indeni forsøgte vi smøre vores mest uimponerede ansigter på. Det gik dårligt, så vi skyndte os ned ad gangen.

 

Ved kontor 203 stoppede vi. “Representative Ron Paul” stod der på et skilt ved døren. Med glæden over vores hidtil uhindrede færd kom samtidig realiseringen af, at der højst sandsynligt ikke var den fjerneste mulighed for at denne mission ville lykkes, blot fordi vi havde fundet hen til hans kontor. Før jeg havde tænkt tanken til ende var Jonathan dog på vej ind ad døren. “Hello, can we speak to Ron?,” sagde han til sekretæren ved skranken på den anden side af døren. Sekretærens øjne fortalte, at han tydeligvis havde svært ved at tyde, hvem vi mon var og hvorfor vi dog stod på Ron Pauls kontor. “Sid ned. Jeg skal lige se, hvordan hans kalender ser ud,” sagde han. Overrraskede over ikke at blive afvist satte vi os. Sekretæren forsvandt ind ad en dør.

Efter at have siddet og kigget forvirret rundt på kontoret i ti minutter kom sekretæren til syne igen. “Ron er klar til Jer om fem minutter.” Nu blev situationen for alvor surrealistisk. Vi kiggede på hinanden og rystede på hovedet ved tanken om, at det næsten jokende forslag i bilen dagen før havde bragt os her. Efter fem lange minutter stak Ron Paul hovedet ud fra sit kontor og sagde: “var der nogen fra Danmark for at møde mig?”. Vi rejste os storsmilende og rystede hænder med den aldrende mand. Vi havde sludret i ca. fem minutter, da hans sekretær måtte minde os og ham om det travle skema. Vi sagde glade farvel til Ron Paul og det meste af kontorets stab, der i mellemtiden havde samlet sig ude i venteværelset, for at høre mere om, hvorfor tre unge danskere pludseligt stod på kontoret og talte med Ron Paul om østrigsk økonomi og amerikansk politik.

Da vi igen stod ved bilen kunne vi reflektere over en dag, hvor alt var gået vores vej. Vi fik ikke engang en parkeringsbøde. Men én ting er at møde en stor inspirationskilde og en af tidens største eksponenter for et frit samfund. Noget andet – og langt mere skælsættende – er at opleve, hvordan man kan sætte sig tilsyneladende umulige mål og så nogle gange nærmest svæve over forhindringerne.

– Asger

 

Du kan læse mere om Jesses “Abolish the draft”-kampagne her:
http://www.facebook.com/AbolishTheDraft?fref=ts

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 thoughts on “Center for frihed møder Ron Paul”

  1. Torben Snarup Hansen

    ” … og rystede hænder med den aldrende mand”. Vil I skrive på dansk eller engelsk? Make your choice! Jeg mistænker, at I er forsømte børn, der har lært hverken det ene eller det andet sprog.
    Men det skyldes det elendige Frankfurtersystem, der har givet jer en svag uddannelse.
    Tak for jeres rapport.
    Vil I møde nogle frihedselskende folk fra seniorsegmentet på Sjælland? Så send en besked til min e-mailadresse.

    V.h. – old grumpy.

    1. Hej Torben.

      Tak for kommentaren. Vi ville hjertens gerne møde Jer. Som du nok fornemmer, er de fleste af os i den yngre ende af skalaen.

      Jeg kan ikke komme uden om, at jeg nok tilhører den generation af sprogligt forsømte børn du omtaler. Jeg synes dog “rystede hænder” i denne sammenhæng er mere billedrigt, end “gav hånd”. Kald det et sprogkunstnerisk valg.

      VH Asger

      1. Torben Snarup Hansen

        @ Asger. Skidt-pyt med at “ryste hænder”, og jeres rapport er værdifuld. Men få nu lært noget tysk og fransk, inden I bliver for gamle. Mit indfald vedr. nærmere kontakt må nok dementeres, da jeg ser, at I er upolitiske. Klogt nok. Men jeg havde min egen, snævre købehavnske omgangkreds i tankerne. Her er der adskillige, som er medlem af et politisk parti.
        Jeg håber inderligt, at der kommer et opbrud blandt statskundskabsstuderende i Århus! I gamle dage var de røde. Senere blev de bare sure.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *